Kloakseparering

Mange af de ældre kloaksystemer blev i sin tid anlagt som fællessystemer, dvs. at både spildevand, vejvand og tagvand er samlet i én fælles ledning. Ved meget kraftige regnskyl kan kloakkerne ikke rumme den store mængde vand. Derfor er systemet indrettet, så blandingen af regn og spildevand udledes direkte til vandløb eller fjorden, når kapaciteten i kloakken ikke længere rækker. Dette gøres for at forhindre vandet i at stuve op i kældre, huse eller på veje.

Fællessystemet har også den ulempe at der flere steder skal bruges energi på at pumpe det ekstra regnvand til renseanlægget. Samtidig kan store regnskyl medføre en dårligere rensning på renseanlæggene.

Når der nykloakeres eller når eksisterende kloakområder renoveres, lægges oftest to ledninger - en til spildevand og en til regnvand fra tage, pladser og veje. Dette kaldes separatkloakering. Kommunens spildevandsplan er bestemmende for, om et område skal kloakeres eller om en eksisterende fælleskloakering ændres til separatkloak.

Når et fællessystem ændres til et separatsystem, skal både vejvand, tagvand og andet overfladevand fra ejendommene kobles fra det øvrige spildevand. Du har som ejer af en privat ejendom ansvaret for at de nødvendige kloakarbejder udføres inde på din grund, og du skal selv betale for det udførte arbejde. Husk altid at kloakarbejde skal udføres af en autoriseret kloakmester. 

ARWOS A/S - Forsyningsvejen 2 - 6200 Aabenraa - CVR. 32562531 - Tlf. 76 93 00 00