Vores mødelokale
Kasserede skatte blev til moderne design
Arwos' mødelokale er ikke, som mødelokaler er flest! Alle møbler er nemlig enten værdifulde genbrugsfund eller fremstillet af gamle materialer, som folk har smidt ud.
Da Arwos skulle have nyt mødelokale, fik man hurtigt en idé om et lokale udelukkende indrettet med genbrugsfund. For en virksomhed, der hver dag beskæftiger sig affald og genbrug, var det nærliggende at bruge lokalet til at vise, at gamle ting let kan få nyt liv i et moderne og tidssvarende design. Derfor tog Arwos kontakt til kunstneren Richard Lehner, der er kendt for sin kreative brug af genbrugsmateriale, og som senest har stået bag det hyggelige Skraldeslot, der stod midt i Aabenraa by i julen.
– For mig har det været lidt af en drømmeopgave. Jeg er meget optaget af genbrugstanken og hele vugge-til-vugge ideen, hvor gamle og kasserede ting får nyt liv. Samtidig var lokalet en mulighed for at benytte klassiske indretningsprincipper kombineret med innovativ nytænkning, fortæller Richard Lehner.
Plasticflasker bliver til lamper
Stort set alle møbler og materialer i det nye lokale kommer fra Arwos' genbrugspladser og genbrugsbutik. Det færdige resultat er en spændende kombination af klassisk dansk design og helt nye designløsninger. Richard Lehner har selv designet og fremstillet flere af møblerne i mødelokalet af genbrugsmaterialer. F.eks. har han kreeret to flotte lamper, der hænger over mødebordet, af afskårne bunde af PET flakser. Stolene omkring mødebordet er til gengæld hentet i Arwos' genbrugsbutik, og her er der tale om danske møbelklassikere, nemlig Børge Mogensens Folkestole kombineret med Arne Jacobsens 7'er stole. Kasserede sprinklervæskedunke er blevet til flotte og moderne rumdelere, og de tomme dunke bød på en helt særlig udfordring for Richard Lehner:
– Da jeg skar dunkene op, kom der en særdeles skarp lugt af sprit i mit atelier, der blev hængende et pænt stykke tid. Og da jeg kørte med dem i min bil, var jeg glad for, at jeg ikke blev stoppet af politiet, da sprit-lugten var yderst markant. Så der ville jeg nok have haft lidt af et forklaringsproblem, smiler Richard Lehner, der dog kan fortælle, at rumdelerne heldigvis ikke længere lugter.
Kasseret lampe til 6000 kr.
For Arwos var det vigtigt, at mødelokalet ikke kun kunne benyttes til møder, men der skulle også være et rekreativt område, hvor medarbejderne kunne slappe af og frit lade tankerne flyve. Den idé har Richard Lehner omsat til et hyggeligt sofahjørne. Sofaerne er klassisk dansk design fra Peter Hvidt og Orla Mølgaard-Nielsens serie, og hertil har Richard Lehner designet en behagelig stol, der udelukkende består af genbrugstøj. Sofabordet er skabt af gamle engangspaller, og over bordet hænger den kendte Verner Panton lampe Globen – der blot er et af de mange fund, der er blevet gjort i Arwos' genbrugsbutik.
– Det er virkelig imponerende, hvad man kan finde i genbrugsbutikken! Tag eksempelvis Verner Panton Lampen. Den koster 6000 kroner i den Blå Avis, og en enkelt Folkestol er faktisk et par tusinde værd. Bag hvert møbel er der med garanti en spændende historie, og jeg tænker ofte på, om folk er klar over, hvor værdifulde de genstande, de kasserer, er. Så hvis nogen har informationer om de møbler, vi har brugt til Arwos' mødelokale, vil jeg rigtig gerne høre fra dem, slutter Richard Lehner.



